Grøn Fremtid Thy

Klar til den grønne omstilling

Publiceret 19-12-2023

Kommunalbestyrelsen har godkendt forslag til fem kriterier, som skal være målestok, når nye vedvarende energianlæg skal godkendes politisk.

Kriterierne er en målestok, som projekter kan sammenlignes og prioriteres på baggrund af. De er et afsæt for den dialog, der skal ske lokalt blandt borgere, lodsejere, udviklere og virksomheder. Kriterierne skaber klare og gennemsigtige rammer. Det gavner alle parter.

Målet er et klart og tydeligt fundament, som kan skabe stærke lokalforankrede grønne initiativer, der kan udvikle samfundene i Thy.

Sammen med kriterierne godkendte Kommunalbestyrelsen også principperne for en tredeling af Thy.

Thy inddeles i tre

Grundlæggende arbejder Thisted Kommune med en inddeling af kommunen i tre områder, der afgør hvor fremtidens grønne energi kan rykke ind:

  • negativområder, hvor der som udgangspunkt ikke kan opstilles energianlæg
  • neutralområder, hvor der potentielt kan opstilles VE-anlæg, og kun hvis lokalsamfundet bakker op om projektet
  • energizoner, eller positivområder, hvor flere og større energianlæg, som biogasanlæg og PtX-anlæg, kan placeres i synergi med andre VE-anlæg, som vindmøller og solceller, tekniske anlæg eller erhverv

Læs mere

Kriterier for fremtidens energianlæg

Sammen med inddelingen følger forslag til fem kriterier, som de kommende vedvarende energianlæg skal måles og vejes på. Kriterierne er blevet til på baggrund af spørgeskemaer sendt ud til knap 32.000 borgere. Thisted Kommune har fået næsten 4100 besvarelser retur.

De fem kriterier handler overordnet om, at:

  • Det tilstræbes, at 50 % af de vedvarende energianlægs ejerskab skal kunne opnås lokalt og skal forblive lokalt
  • Naboerne til vedvarende energianlæg skal kompenseres retfærdigt
  • Vedvarende energianlæg skal tænkes sammen med og bidrage til naturforbedring og skovrejsning
  • Det tilstræbes, at vedvarende energianlæg indpasses i landskabet, og værdifulde landskaber bevares
  • Vedvarende energianlæg skal have en bred opbakning i lokalsamfund, før planlægning igangsættes

Læs mere

Høring

Inddeling af områder og de tilhørende kriterier er i høring frem til den 1. februar 2024. Begge dele skal endeligt behandles af Kommunalbestyrelsen d. 3. april.

Gå til høring

Ansøgninger i 2024 og 2025

I 2024 og 2025 åbner vi op for ansøgninger om vedvarende energianlæg i neutralområder. Første gang vil blive i 2. kvartal af 2024. Thisted Kommune opfordrer projektudviklere til at indsende projektforslag, der tager højde for kriterierne.

Vi samler ansøgningerne, screener dem og ser på, hvordan de lever op til kriterierne, så vi kan prioritere dem og behandle dem politisk ad en omgang. Det sker i forbindelse med revisionen af kommuneplanen. 

Projektudviklere, der allerede har indsendt projektforslag, vil modtage information om den fremadrettede proces og muligheden for at indsende projektforslag.

Vi søger udviklere og kommercielle partnere

Næste skridt er at prioritere hvilke energizoner, der skal arbejdes videre med. Her skal fremtidens nye typer af grønne løsninger rykke ind og skabe nye synergier.

Thisted Kommune søger derfor nu projektudviklere og kommercielle partnere, der har interesse i at samarbejde om den udvikling.

 

CO2-neutral Thy i 2035

Beslutningerne ligger i forlængelse af Thisted Kommunes mål om at være CO2-neutrale i 2035. Samtidig har Thisted Kommune en klar vision om at borgerne skal inddrages i processen og have medindflydelse og medejerskab. Den grønne omstilling skal udvikle Thy og skabe værdi lokalt.

Team Energi og Ressourcer

Kontakt