Borgermøde

Hvordan skal grøn energi udvikle Thy

Publiceret 07-09-2023

Thisted Kommune inviterer til borgermøder og sender spørgeskemaer ud for at få thyboernes holdning.

Regeringen har en vision – kommunen har en strategi

I 2030 skal der på landsplan være fire gange så meget vedvarende energi på land, som der er i dag. Det er regeringens vision. I Thisted Kommune har vi vedtaget en grøn strategi for at nå det mål og samtidig være klimaneutrale i Thy i 2035. Et væsentligt element i strategien er at inddrage borgerne og engagere jer i den grønne omstilling.

- Vi har lagt stor vægt på at omstillingen ikke skal ske på bekostning af thyboerne, men til fordel for thyboerne, udtalte Niels Jørgen Pedersen, Borgmester i Thisted Kommune, allerede dengang strategien blev vedtaget.

Inviterer til borgermøder

Vindmøller, solceller og biogas skal dække en stor del af vores energibehov i fremtiden. Hvordan kan vi bruge det som vækstmotor og skabe lokal udvikling?

Nors- og Hørdum Hallen er d. 26. og 27. september omdrejningspunkt, når Thisted kommune tager dialogen med thyboerne, om hvordan fremtidens grønne energiproduktion skal udvikle Thy.

Hvilke muligheder er der i Thy og de danske landdistrikter? Hvad er udviklingspotentialet, og hvilket behov er der? Hvordan kan grøn energiproduktion være med til at skabe mere natur, større biodiversitet, nye rekreative områder og lokalt medejerskab, som kan skabe økonomi til at udvikle lokalt? I forlængelse af borgermøderne sender Thisted Kommune også et spørgeskema ud for at nå bredest muligt ud og få flest mulige input.

Et signal til udviklere og investorer

Udbygning af vedvarende energi har kortvarigt været sat på pause i Thy. Det har været nødvendigt, fordi det strategisk set er en fordel at sammentænke en stor del af fremtidens grønne energiproduktion i energizoner. Energizonerne skal især rumme nye typer anlæg. Det kan fx være pyrolyse-, methanol- og power-to-x-anlæg eller biogasanlæg, som vi allerede kender.

Planen er, at Thisted Kommune vedtager energizoner inden udgangen af 2023. Med udgangspunkt i borgernes input ønsker politikerne samtidig at vedtage en række kriterier for fremtidens energianlæg. Det er et klart signal til udviklere og investorer om, at vi her i Thy er en aktiv part i den grønne omstilling. Men vi forventer samtidig, at lokalsamfundene er med i processen. Der er forudsætninger, der skal være opfyldt, før vi kan lægge land og landskab til. De forudsætninger bliver defineret på baggrund af borgernes input.

Se mere om borgermødet, og hvordan du tilmelder dig