Pyrolyse er en af de teknologier, der kan gøre en stor forskel i arbejdet mod målsætningen om en reduktion af CO2-udledningen på 70 procent inden 2030.

Et pyrolyseanlæg omdanner - i en ilt-tom atmosfære og ved meget høje temperaturer - restprodukter som spildevandsslam, husdyrgødning, træflis, halm og andre biomasser til biobrændstoffer, biokul og varme. 

Tørt plante-materiale indeholder typisk cirka 50 procent kulstof, som planterne har optaget fra atmosfæren i form af CO2. I pyrolyseprocessen omdannes halvdelen af kulstoffet i affaldet til biokul, mens den anden halvdel bliver til olie og gas.

Biokul, gas og olie 

Biokul er et stabilt materiale, som kun nedbrydes meget langsomt, og den halvdel af kulstoffet, der bliver til biokul, er dermed effektivt fjernet fra atmosfæren. Den kan man med fordel pløje ned i landbrugsjorden, fordi det stadig indeholder næsten alle de værdifulde mineraler til gødning, som oprindeligt var i husdyrgødningen. 

Derudover holder biokul også på vand, som skulle gøre, at planterødder kan trænge dybere ned og dermed får bedre udbytte. 

Den halvdel af kulstoffet, der ikke bliver til biokul, kommer ud af pyrolyseprocessen som gas og olie. Gassen kan bruges som brændsel i industrien, og olien kan raffineres til grønt brændstof til transportsektoren – blandt andet til fly. 

Pyrolyse kan udover klimagevinsterne skabe nye indtjeningsmuligheder hos leverandører af råvarer, som for eksempel landmænd og skovejere. 

Eksperter fra Danmarks Tekniske Universitet og Aarhus Universitet har anslået, at landbruget kan reducere sin udledning af klimagasser med 50 procent ved hjælp af pyrolyse-teknologi.